page Logo

menu

Har du hørt om det før? Situationer, hvor nogen har underskrevet en kontrakt for et website, som de ikke kan komme ud af, selvom leverandøren faktisk ikke lever op til deres del af aftalen.

Udgivet
23. august 2024
Kategori
B2B
Billede til blogindlægget

På det seneste har jeg hørt om flere, der udtrykker frustration over at være blevet fanget i lange kontrakter med webbureauer. Disse kontrakter er ofte uopsigelige i hele kontraktperioden. Mange af de personer, jeg har talt med, fortæller, at den service, de modtager, slet ikke lever op til deres forventninger. Det er desværre ikke så overraskende, da de fleste mennesker først føler behov for at ytre sig, når de er utilfredse. Det er sjældent, man hører fra folk, der er glade for en langvarig kontrakt.

For nylig så jeg et opslag på LinkedIn, hvor en person beskrev, hvordan den modtagne service var både fraværende og direkte skadelig for deres forretning. Jeg har også hørt om selvstændige, der har været nødt til at lukke deres virksomhed, men som stadig sidder fast i en kontrakt mange år efter.

Dette problem opstår ofte, fordi kontrakterne er designet til at beskytte leverandøren mere end kunden, og mange små virksomheder har ikke de juridiske ressourcer eller erfaring til at forhandle bedre vilkår eller gennemgå kontrakten grundigt inden underskrift. Der kan også være en vis tillid involveret, hvor kunderne ikke forventer, at leverandøren vil svigte deres ansvar.

Selvfølgelig findes der mange bureauer, som har langvarige kontrakter med deres kunder, hvor begge parter er tilfredse med samarbejdet. Desværre er der også virksomheder, der bevidst bruger lange kontrakter for at fastholde kunder. Det får en til at spørge, hvorfor de har behov for at binde andre virksomheder til lange uopsigelige kontrakter?

I mine øjne grænser det til bondefangeri.

Har virksomhederne selv et ansvar? Ja, naturligvis. Men det er ikke altid let at gennemskue, om det er almindelig praksis, når man leder efter et nyt website til sin virksomhed. Måske får man at vide, at det er standard i branchen. Men det er det ikke. Heldigvis findes der mange bureauer og selvstændige, som er ordentlige, og hvor kunderne bliver, fordi servicen eller produktet lever op til deres forventninger. Det er den model, jeg tror på.

Hvis man alligevel vælger at indgå en længere kontrakt, er der flere ting, man kan gøre for at beskytte sig som virksomhed. Først og fremmest bør man sikre sig, at kontrakten indeholder klare exit-klausuler, der giver mulighed for at opsige aftalen, hvis leverandøren ikke lever op til sine forpligtelser. Det kan også være en god idé at inkludere bestemmelser om løbende evaluering af samarbejdet og muligheden for at justere vilkårene, hvis serviceniveauet ikke er tilfredsstillende. Derudover kan man overveje at forhandle en kortere indledende periode, hvor kontrakten kan opsiges med kort varsel, inden man binder sig for en længere periode.

Hos mig ejer I selv løsningen, når overdragelsen er fuldført. Den eneste form for løbende kontrakt, I kan have efterfølgende, er en hosting- og/eller serviceaftale — men de kan opsiges med en måneds varsel.